Få inspiration til lækker konfekt

Nu har du muligheden for at få inspiration og lære at lave lækker konfekt mandag den 27. november og mandag den 4. december fra klokken 19.00 til 21.00 på Rask Mølle Skole, Skolebakken 3, 8763 Rask Mølle.

Tine Madsen er indehaver af grillbaren “Stjernegrillen”, men driver ved siden af en cateringvirksomhed. Hun er uddannet kok tilbage i 2009 og har de sidste otte år opgraderet sig gennem kurser inden for chokolade og kager. Hun elsker at eksperimentere til den søde tand med chokolade, kager, bolcher og desserter.

Aftenen starter med en visning af, hvordan man laver “skallen” til den fyldte chokolade. Mens den står og stivner i fryseren, vil Tine fortælle om, hvordan man tempererer chokoladen og fortælle om det forskellige fyld til chokoladen. Herefter fyldes skallerne med en masse lækkerier, og så sættes de på frost igen. Mens chokoladen stivner, så begyndes oprydningen. Den konfekt du laver, får du med hjem, så medbring gerne en kagedåse eller bøtte.

Rema1000 i Hedensted har sponsoreret nogle af materialerne, og med i prisen er også e-bogen “Kom godt i gang med konfekten”, som har en værdi af 57,- kroner. E-bogen får du tilsendt på mail inden arrangementet.

Arrangementet koster 250,- kroner inklusiv moms. Der er begrænset antal pladser.

Køb billet til mandag den 27. november.

Køb billet til mandag den 4. december